Borgerforeningen i Hjerm lavede i 2015 en helhedsplan for udviklingen i Hjerm. Som led i dette arbejde blev der nedsat en Naturgruppe, der udarbejdede et forslag til sti-projekt med titlen ”På sporet af Hjerm”. Naturgruppen indgik i 2016 samarbejdsaftale med Geopark Vestjylland, som beskrev intentionen om at forbedre adgangen til naturen omkring Hjerm med tilhørende faciliteter og information og gerne med et undervisningsaspekt.
I 2017 blev dette fulgt op med en konkret henvendelse til Spor i Landskabet om støtte til oprettelse af et Skolespor, og Geopark Vestjylland blev involveret i udviklingen af et samlet projekt. Projektet omfatter etablering af to afmærkede spor ved henholdsvis Hjerm Bæk og Hjerm Kalkmine. Sporene etableres som trampespor med tilhørende information, trappeforløb og bro på relevante steder. Der laves informations og undervisnings-shelters i tilknytning til begge sporforløb. Sporene tænkes desuden knyttet op på undervisningsforløb som en del af Geoparkens undervisningsprogram samarbejde med Hjerm Skole.