Strategisk sigte
På baggrund af den socioøkonomiske og geografiske analyse samt viden og erfaringer fra tidligere programperioder har LAG Struer-Holstebro lavet en mission og vision, som sætter rammen for indsatsområder, mål og således hvilke typer projekter LAG’en kan støtte i programperioden, som løber til og med 2027.
Mission og Vision
LAG Struer-Holstebros overordnede mission er at understøtte og udvikle landdistrikterne, så der skabes grundlag for vækst og det gode liv på landet.
Inden for denne programperiode 2023-2027 er LAG Struer-Holstebros vision, at vi gennem LAG’ens aktiviteter vil arbejde for, at landdistrikterne i Holstebro og Struer bliver det bedste alternativ til storbyen, hvor der tænkes i grøn og bæredygtig omstilling, fællesskaber og erhvervsvenlige forhold.
Indsatsområder
På baggrund af tidligere erfaringer fra to foregående programperioder, analysen og dialogen med lokale erhvervs-, landbrugs- og turistforeninger har LAG Struer-Holstebro identificeret følgende 3 indsatsområder. Det vil således være projekter inden for disse områder, der kan være med til at realisere visionen, og som vil blive vægtet højest, når der skal indgås partnerskaber eller tildeles støttemidler.
Jobetablering og fastholdelse af arbejdspladser
Inden for dette indsatsområde vil vi have særlig fokus på:
• Energiforbedringer
• Digital infrastruktur
• Alternative varme og energikilder
• Serviceerhverv i forbindelse med større energiprojekter
• Udvikling og styrkelse af små og mellemstore virksomheder – herunder nicheproduktion
• Iværksætteri
• Generationsskifte projekter
• Turisme med særlig fokus på kystturisme og nationale naturparker
Bosætning – herunder etableringer og understøttelse af eksisterende fællesskaber
Inden for bosætning vil vi have særlig fokus på:
• Energiforbedringer
• Digital infrastruktur
• Adgang til og i naturen
• Information, ophold og faciliteter i naturen
• Bynatur i landsbyerne
• Ophold og faciliteter i landsbyerne
• Fritidsaktiviteter
• Samlingssteder
Samarbejdsprojekter
Samarbejdsprojekter er et særligt indsatsområde, som ikke er afgrænset, således at der kan indgås partnerskaber eller støttes partnerskaber, som nødvendigvis ikke hører ind under de to førnævnte indsatsområder, men som fortsat er med til at understøtte og udvikle landdistrikterne, så der skabes grundlag for vækst og det gode liv på landet.
Der kan blandet andet være tale om:
• Fyrtårnsprojekter på tværs af kommune- og landegrænser
• Samarbejde med andre LAG’er - både nationalt og internationalt.